Værdifuld, kampen for livet

26/07 2023

Værdifuld

Ketty Dahl
Lohses Forlag 2023; 208 sider; 199,95 kr.

Forfatter og foredragsholder Ketty Dahl rammer denne bog ind. Bogen er blevet til i 50-året for indførelse af retten til fri abort. I denne periode er ca. 1 million danskere blevet frataget retten til livet, hvilket svarer til, at 40 ufødte børn dagligt mister livet ved provokeret abort. Skulle det gøres op i mere end tal, vil det svare til, at hele Lemvig by ville være udryddet på mindre end et halvt år. Sådan skriver Ketty i sin indledning. Så er perspektivet slået fast.

Bogens fire hovedbidragydere var i 1995 med i grundlæggelsen af foreningen Retten til Liv. Foreningen havde til formål at rette en appel til Folketinget om at forbyde provokeret fri abort, og om at få en grundlovsændring, hvor retten til livet er skrevet ind. Dette er endnu ikke sket. Tværtimod arbejdes der i flere partier her i 50-året efter den frie abort på at udvide abortgrænsen op til 24. uge eller mere efter mantraet: Kvindens ret til at bestemme over egen krop.

Alle fire, Ketty Dahl, Orla Villekjær, Kerstin Hoffmann og Ellen Højlund Vibe, påpeger menneskets uendelige værdi som skabt, elsket og villet af Gud. Fosteret er menneske fra undfangelsen og ikke blot fra et eller andet tidspunkt under graviditeten. Den ufødte har derfor krav på og ret til liv og omsorg. Hver især kaster de historiske, etiske, samfundsmæssige, psykologiske, lægefaglige og personlige synsvinkler ind i debatten. Sammen ønsker de at vække ikke mindst os kirkefolk ud af den tavshed og resignation, som har lammet os.

Selv er jeg blevet ”standset”, ramt i samvittigheden gennem læsning af bogen, fx gennem flg. citater:

Orla Villekjær: ”Der kan ske en dæmonisering af et helt folk, så de ikke kan skelne, hvad der er rigtigt og forkert”. Han henviser til Søren Kierkegaard, som taler om et sansebedrag, som kun kan hæves ved at kommunikere sandheden ud, fx ”Du må ikke slå ihjel”. På den måde ville Søren Kierkegaard bringe folket til at ”standse op”.

Kerstin Hoffmann:  Under scanningen af den abortsøgende: Gynækologen eller jordemoderen må aldrig nævne noget om det liv, der ses på skærmen over for den gravide, så hun konfronteres med sit barn. Abortbeslutningen må ikke problematiseres. … der er tale om en kollektiv fortrængning.

Ellen Højlund Vibe: Abort var før tabu, nu er det et tabu at mene, at abort er problematisk. Retten til liv holder den etiske gryde i kog – vi prikker til bylden. Ellen citerer Martin Luther King: ”Den store tragedie er ikke de onde menneskers brutalitet, men de gode menneskers tavshed”.

Hvem skal stilles til ansvar? Kvinden, faderen og de nærmeste, lægerne, politikerne, samfundet, kirken – ingen kan sige sig fri!

En kvinde, der selv har fået foretaget en abort, Maria Bentsen, fortæller i bogen sin historie, modigt, hudløst og ærligt om det mørke, hun befandt sig i i årene efter aborten, indtil hun lod Kristus sætte hende fri. Først når skylden erkendes, er der vej ud af mørket. At Kristus kan oprejse og sætte fri efter en provokeret abort, er gennemgående i alle bogens indlæg, ligesom der gives god og nænsom sjælesørgerisk vejledning i samtalen med de kvinder, som enten overvejer en abort eller er tynget af deres indgreb.

I bogens sidste afsnit er formuleret en bøn for de ufødte og desuden en palet af udsagn fra mennesker, der utrætteligt har taget del i abortdebatten i forsvaret for de ufødte og deres ret til livet. I epilogen opstilles en række refleksionsspørgsmål, som jeg tænker man kunne stille til overvejelse i fx ungdomsgrupper i kirke og på efterskoler: ”Hvordan ville et samfund være uden fri abort?”

Om bogen i første omgang når ud over kristenfolket som målgruppe, kan diskuteres. Først i det øjeblik vi hver især bliver sandhedsvidner i de sammenhænge, vi er sat i i samfund, skole, på arbejdspladser og i de nære relationer, vil tabuet kunne brydes og dermed et kald til modsvar for den frie abort. Men det koster at stå frem. Så længe ingen tør det, vil tusinder af ufødte fortsat betale med deres liv.

Ketty Dahl skriver hen mod slutningen: ”Jeg tror, at Gud kan og vil gribe ind, fordi også de ufødte er hans, og fordi mirakler er hans område. Jeg tror, at hvis vi begynder at råbe til Gud, som kirke, som enkeltpersoner, som kristne om hans indgriben mod denne lov, så vil der ske noget.”

”Værdifuld” sender os ud i kampen, i bøn og handling, og kan varmt anbefales.

 Elisabeth Wagner Olsen, organistvikar og tidl. folkeskolelærer