Indlægget har været bragt i Nyt Babel #37, december 2024.
Dagens konfirmandundervisning nærmede sig afslutningen. Efter programmet med undervisning, læsning, spørgsmål og salmesang var der trosbekendelsen og Fadervor i kor tilbage.
Præsten løftede derfor stemmen og sagde: “Så vil vi rejse os op og sammen bekende vor kristne tro.”
En konfirmand, som åbenbart mente, at det var nok for i dag og tid til frikvarter, skyndte sig at sige: “Amen”. Helt så let gik det nu ikke, så man nåede faktisk at få trosbekendelsen og Fadervor med, inden der blev sagt amen – og til sidst: “Ha’ en fortsat god dag.”
Den korte og småkomiske ordveksling rummede stof både til et smil og til eftertanke.
Ordet “Amen” betyder noget i retning af “Det står fast”, “Det er sandt” eller lignende. Trosbekendelsen og Fadervor sluttes altså med understregningen af, at “det er sandt, og må det stå fast”. Men i den lille ordveksling i konfirmandtimen nåede man altså inden dette afsluttende “Amen” at sige – lige præcist ingenting.
Siger dette mon noget om folkekirken i en bredere og større forstand? Er det også den situation, folkekirken som helhed bevæger sig hen imod? Hvor meget når folkekirken som trosfællesskab at sige, inden der siges “Amen”?
Tror vi på Gud Fader, en personlig og almægtig skaber, som har skabt og villet det enkelte menneske og også i dag bærer og konkret griber ind i verdens gang og menneskers liv – eller blot på en upersonlig magt, en livskraft, en værensgrund og magten til at være til…?
Tror vi på Jesus Kristus, der som menneske og samtidig Guds søn har levet og er død og opstået for at være menneskers frelser og forsoner – eller blot på et stort menneske, et forbillede, en grænsesprænger, en livsklog tænker, der formidlede radikale ord og tanker, som er gode at bære med i bagagen…?
Tror vi på Helligånden, der som Gud selv skaber troen ved ordet og sakramenterne og leder, udruster og trøster mennesker – eller blot på det gode i mennesket, på oplevelsen af fællesskab og mening, på følelsen af ro og sammenhæng…?
“Lad os sammen bekende vor kristne tro”, lyder det i gudstjenesten. Men er der så et reelt fællesskab om troen – eller blot en række fælles formuleringer, som fyldes med vidt forskelligt indhold og gensidigt modstridende fortolkninger? Med andre ord: den fælles tro på og bekendelse til Gud – i hvor høj grad er dén overhovedet fælles længere?
Kursen kan synes at være sat mod en situation, hvor det, der i fællesskab kan bekendes og forkyndes, og som der på den måde kan siges ja og amen til, efterhånden er blevet mere og mere beskåret og begrænset eller måske sågar tæt på at være – ingenting. Som en pølse, hvor kniven nærmer sig rosinen – hvis ikke også dén allerede er skåret over.
Er folkekirken båret af en fælles bekendelse til den treenige Gud, eller er fællesskabet tværtimod smuldret og blevet til den enkeltes mere eller mindre originale og hjemmekomponerede variationer over temaet “Min forståelse af Gud”?
Kirkens trosbekendelse er per definition noget, mennesker er fælles om og så at sige lægger deres egen skrøbelige tro, egne tanker og egen forståelse og indsigt eller mangel på samme ind i. Vi tror på Gud – selv om meget af det, trosbekendelsen siger, langt overgår forstanden. Men vi må netop trygt lægge os selv ind i de ord og lade os og vores tro holde oppe af dem – frem for at sortere i dem eller vride dem ud af form.
Hvad så med dem, som oplever tro og kirke som noget uforståeligt og uhåndterligt? Dem, som ikke kender meget til Bibelen, har glemt det meste af trosbekendelsen og blot med ujævne mellemrum beder Fadervor? Dem, som tror på Gud – men ikke helt véd med sig selv, præcist hvad de tror om Gud. Er der også plads til dem og deres tro i kirken?
Ja, og også netop for deres skyld skal kirken holde godt fast ved sin bekendelse. For de – og alle troende – har jo netop brug for, at kirken er klar og tydelig i sin forkyndelse og er klar og bevidst om sin bekendelse. Vi har brug for troværdig formidling af evangeliet i hele dets højde og dybde – det budskab, som på én gang er så enkelt, at et barn kan tage imod det, og så ubegribeligt, at intet geni behøver at blive færdigt med at grunde over det. Lykkeligvis er det muligt at tro på Gud og lade sig bære af bekendelsens ord om ham uden at kunne forstå eller se til bunds i betydningen af disse ord. Men netop derfor må Kirken tage ordene for pålydende og trofast formidle dem videre.
Kirkens bekendelse kan derfor aldrig blive et spejlbillede af vore egne tanker og refleksioner, for evangeliet rummer til stadighed noget korrigerende i forhold til den naturlige fornuft. “Min forståelse af Gud” er aldrig noget sikkert og troværdigt pejlemærke. Men evangeliet er netop “hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte” (1. kor. 2,9).
Derfor er det også alvorligt, hvis forkyndelsen og trosbekendelsen sendes gennem kolde hjerners ætsende syrebad, så evangeliet skiftes ud med vore egne hjemmestrikkede udgaver af den kristne tro. Enhver troende – barn som voksen, læg som lærd – har brug for noget andet og mere, nemlig igen og igen at få gentaget alt det, trosbekendelsen har at sige om Gud, og som med dyb mening afsluttes med “Amen”.
Folkekirken er mere end et fortolkningsfælleskab, et rum for store ord og høje og dybe tanker om det, der overgår forstanden. Den er et trosfællesskab, og skal troen og kirken leve og vokse, må mennesker i fællesskab holde fast ved bekendelsen af den kristne tro i hele dens fylde og rigdom.
I Ny Testamente tales der om at “holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb” (Hebr. 10,23) og om at holde fast ved “den sunde lære”. Den opgave kalder på ydmyghed og arbejde ikke blot hos præster, kirkeligt ansatte og menighedsråd, men i grunden hos enhver kristen. Ja, lad os sammen bekende den kristne tro – og ydmygt, trygt og tillidsfuldt slutte med “Amen!”
Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse