Af pastor Svend Erik Larsen
Når man læser de annoncer, som menighedsrådene udformer og offentliggør i forbindelse med besættelse af ledige præsteembeder, kan man blive helt forpustet. Der er næsten ikke ende på de forventninger til en kommende præst, der opregnes. Det helt centrale i præstens tjeneste synes at være aktiviteter af meget forskellig slags. Med betydelig ret kunne man sige, at en præst åbenbart først og fremmest er/skal være en event-mager!
Derfor er det forfriskende at se, at biskop Kresten Drejergaard – Fyens Stifts tidl. biskop – i et debatindlæg slår fast, at præstens opgave er gudstjenester, kirkelige handlinger og husbesøg. Sagt med andre ord: Det centrale i en præsts tjeneste er forkyndelse og sakramentsforvaltning. Derfor – siger Drejergaard – må biskopperne begynde at stille krav om, at disse centrale opgaver prioriteres.
Men han lægger ikke skjul på, at biskopperne i mange tilfælde så vil få menighedsrådene som modstandere. Ikke desto mindre bør folkekirken stille mere præcise kirkelige krav til dem, der skal ansættes som sognepræster.
Så kunne man spørge: Hvorfor vil menighedsrådene reagere, som Drejergaard forventer? Jo, – det er der nok flere grunde til. Man går således ud fra, at mange aktiviteter signalerer en bred og aktiv kirke. Og jo flere events, jo flere deltagere. Derfor er de ordinære gudstjenester heller ikke så interessante. Også gudstjenester og kirkelige handlinger skal være events. Dertil kommer, at mange menighedsråd ikke selv prioriterer medleven i det almindelige gudstjenesteliv.
For år tilbage fik jeg dette sidste slået fast ved et stiftsmenighedsrådsstævne i Aalborg. Her slog daværende biskop Henrik Christiansen fast: Når der i alle sogne var mindst 6 menighedsrådsmedlemmer, kunne der intetsteds nogensinde være mindre end 6 kirkegængere. Det fik nogle i nærheden af, hvor jeg sad, til at give tydeligt udtryk for, at det skulle han aldeles ikke blande sig i. Selv om man var medlem af et menighedsråd, var man ikke forpligtet til at gå i kirke!
Biskop Drejergaard beholder ikke desto mindre ret, når han siger: ”Jeg mener, at præsterne først og fremmest skal bruge tid på gudstjenester, kirkelige handlinger og husbesøg. Det er det vigtigste, en præst kan foretage sig i by og på land.”
Når man læser de annoncer, som menighedsrådene udformer og offentliggør i forbindelse med besættelse af ledige præsteembeder, kan man blive helt forpustet. Der er næsten ikke ende på de forventninger til en kommende præst, der opregnes. Det helt centrale i præstens tjeneste synes at være aktiviteter af meget forskellig slags. Med betydelig ret kunne man sige, at en præst åbenbart først og fremmest er/skal være en event-mager!
Derfor er det forfriskende at se, at biskop Kresten Drejergaard – Fyens Stifts tidl. biskop – i et debatindlæg slår fast, at præstens opgave er gudstjenester, kirkelige handlinger og husbesøg. Sagt med andre ord: Det centrale i en præsts tjeneste er forkyndelse og sakramentsforvaltning. Derfor – siger Drejergaard – må biskopperne begynde at stille krav om, at disse centrale opgaver prioriteres.
Men han lægger ikke skjul på, at biskopperne i mange tilfælde så vil få menighedsrådene som modstandere. Ikke desto mindre bør folkekirken stille mere præcise kirkelige krav til dem, der skal ansættes som sognepræster.
Så kunne man spørge: Hvorfor vil menighedsrådene reagere, som Drejergaard forventer? Jo, – det er der nok flere grunde til. Man går således ud fra, at mange aktiviteter signalerer en bred og aktiv kirke. Og jo flere events, jo flere deltagere. Derfor er de ordinære gudstjenester heller ikke så interessante. Også gudstjenester og kirkelige handlinger skal være events. Dertil kommer, at mange menighedsråd ikke selv prioriterer medleven i det almindelige gudstjenesteliv.
For år tilbage fik jeg dette sidste slået fast ved et stiftsmenighedsrådsstævne i Aalborg. Her slog daværende biskop Henrik Christiansen fast: Når der i alle sogne var mindst 6 menighedsrådsmedlemmer, kunne der intetsteds nogensinde være mindre end 6 kirkegængere. Det fik nogle i nærheden af, hvor jeg sad, til at give tydeligt udtryk for, at det skulle han aldeles ikke blande sig i. Selv om man var medlem af et menighedsråd, var man ikke forpligtet til at gå i kirke!
Biskop Drejergaard beholder ikke desto mindre ret, når han siger: ”Jeg mener, at præsterne først og fremmest skal bruge tid på gudstjenester, kirkelige handlinger og husbesøg. Det er det vigtigste, en præst kan foretage sig i by og på land.”