Det er aldrig kristnes opgave hverken at elske koranen eller sætte ild til den. Frem for at sætte bøger i brand er opgaven at sætte hjerter i brand, så de flammer af tro, håb og kærlighed, skriver formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse.
Der er bål og brand i Danmark. Brændende bøger fremmer næppe tillid og gensidig forståelse. Snarere ligger tilliden og værdigheden tilbage på jorden som en del af asken. Nogle kalder på lovændring, mens andre advarer. Det må jurister og i sidste ende politikere overveje og afgøre. Enkelt er det ikke.
Nogle værdsætter og elsker koranen over alt andet, mens andre tilsyneladende hader den lige så meget. Mon denne kærlighed og dette had fylder så meget, fordi et kulturelt og åndeligt tomrum giver god plads?
Er en del af korankrisens bagtæppe også, at vi i den kristne kirke er blevet dunkle og lunkne i vores tro, håb og kærlighed? Handler det også om, at kirken af mange opleves som fjern og dens budskab som uklart og irrelevant? Her er der stof til eftertanke og selvransagelse.
Guds ris til en lunken kristenhed
Paulus’ ord til de kristne i Rom er også en opmuntring til kirken i den aktuelle situation: “Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.”
Mens jurister og politikere vender skråen og tygger på argumenterne, lyder der også et opråb til kirken. Islam er Guds ris til en lunken kristenhed, sagde Martin Luther. Måske gælder det også dem, der sætter ild til koranen?
Mens bøgerne brænder, kastes der derfor også lys over et dybt og højaktuelt behov for en synlig og nærværende kirke, der møder mennesker som et omsorgsfuldt fællesskab, og som taler klart og tydeligt.
Det er aldrig kristnes opgave hverken at elske koranen eller sætte ild til den. Frem for at sætte bøger i brand er opgaven at sætte hjerter i brand, så de flammer af tro, håb og kærlighed.
“Tunger af ild og dog prædiken mild”
Det gøres ikke ved vold og undertrykkelse eller ved hån og had, men ved trofast og troværdig formidling af dén kristne tro, som i sin substans er den samme i dag, som den var på Martin Luthers tid, på Ansgars tid og på den allerførste pinsedag.
Kirken virker ikke ved vold eller hærværk, men – med ord fra en klassisk salme – ved “tunger af ild og dog prædiken mild”. Og budskabet om menneskeværd, tilgivelse og selvopofrende kærlighed har adresse til både Rasmus og Rashid og alle os andre. Det budskab ser vi tegnet på, hver gang Dannebrog går til tops med det hvide kors på den røde baggrund.
Kirken må stå ved sig selv og sin tro og bekendelse og formidle det uden fortynding eller halve sandheder og uden huggede hæle og klippede tæer.
Det må stå lysende klart, at kristendom er noget andet end islam og noget andet end postmoderne livsfilosofi, der kan sammensættes efter behag. Det står kun klart, hvis kirken taler klart om, hvem den tror på, og hvad ægte kristendom er og betyder.
Kristian S. Larsen,
Cand.theol., Formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Artiklen er først bragt på kirke.dk …