Indlægget har været bragt i Udfordringen 7. marts 2025.
Det er ikke vores opgave, og det står ikke i vores magt at gøre Gud relevant. Men den, der kom til kort i sin egen indsats, kan blive et godt og brugbart redskab for alt det gode, Gud vil give og gøre.
Kirken har meget arbejde at gøre. I en tid, hvor den kristne tro på mange måder synes på tilbagetog i vores folk, kaldes der på forkyndelse og undervisning, på vidnesbyrd og formidling, på omsorg, diakoni og tjeneste i dagligdagen. Vi må i gang, arbejdet ligger lige foran os og kalder på os. Det er rigtigt og nødvendigt at minde hinanden om. Gud kan og vil bruge os hver især. Og vi skal holde hinanden til ilden, opmuntre hinanden til tjeneste – og lade os bruge af Gud hver med sine evner og gaver.
Afhængighed af Gud
Selvfølgelig er det godt og prisværdigt at gøre sig umage med arbejdet i menighed og fællesskab: med forkyndelse, formidling og musik, med det sociale fællesskab, med de fysiske rammer og alle de praktiske opgaver. Følelser og oplevelser er heller ikke i sig selv noget negativt. Langtfra. Den dybfølte erfaring af Guds nåde og nærvær er en gave, som han skal takkes for. Men for ikke at køre af sporet og ende i åndelig udmattelse, må det alt sammen sættes ind i en ramme af afhængighed af Gud og tillid til ham: Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig (Sl. 116,7).
Dét budskab har adresse også til mennesker, menigheder og fællesskaber, som ønsker at formidle Guds ord rent og ægte, men som i bedste mening slider sig trætte med at være nytænkende og innovative, relevante og omstillingsparate.
Vi skal ikke gøre Gud relevant
For det er ikke vores opgave og ikke i vores magt at gøre Gud relevant. Fald til ro – i tryg og glad tillid til Guds ord til os. Når noget lykkes – gudstjenesten, vidnesbyrdet, fællesskabet, omsorgen, troens opståen og fornyelse – så skyldes det, at Gud har arbejdet i og gennem mennesker. Og dét sker ’ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre’. (Zak. 4,6)
Hvad Gud har gjort for dig
Den amerikanske præsident John F. Kennedy sagde som bekendt i sin indsættelsestale i 1961: ’Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig; spørg, hvad du kan gøre for dit land.’ Det er flotte ord, som også i dag er relevante – til rette tid og sted. Men i forhold til Kirkens liv og den enkelte kristnes tjeneste må sætningen vendes om: ’Spørg ikke (først og fremmest) om, hvad du kan gøre for Gud, men hvad Gud har gjort for dig.’ Hav tillid til dét, og find hvile og glæde i dét.
Derfor kan forkyndelsen eller gudstjenesten være god og kan siges at ’lykkes’, selv om den ikke blev omgærdet af de store følelser og oplevelser. For det afgørende er ikke, at vi og vore projekter lykkes, men at Gud ’lader sit ord i nåde lykkes’, som en salme formulerer det (DDS 390 v. 1). Og erfaringen af mangelfuldheden ved vor egen indsats kan lede til en fornyet forundring over, hvad Gud trods alt kan udrette gennem mennesker. Som det hedder i en nyere sang:
’Du har lovet, den, som kommer til kort, vil du aldrig nogensinde sende bort.’ Det gælder også, når det, vi kom til kort med, havde at gøre med kirken, gudstjenesten, menigheden, fællesskabet. Den, som kom til kort i alle de velmente, men stressende og frugtesløse anstrengelser, vil Gud aldrig sende bort. Tværtimod kan den, der kom til kort i sin egen indsats, netop blive et godt og brugbart redskab for alt det gode, Gud vil give og gøre.
Da fiskenettene efter en hel nats veltilrettelagt fiskeri stadig var tomme, vovede Peter at følge Jesu kald til at kaste dem ud igen – med dét afgørende perspektiv: ’På dit ord, Herre’ (Luk. 5,5). Gud kan skrive lige på vore skæve streger. Han kan bruge os, som ikke magter altid at være smarte og veltilrettelagte, opfindsomme og nyskabende. Han kan tale og virke gennem ord og ritualer, som der er blevet slidt på i århundreder. Ja, netop ældgamle ord og ritualer kan vise sig at være de bedst egnede til at bære Guds ord til os og bære vores tak og lovsang til ham – og derved formidle ro og hvile.
Ikke præstation, men tjeneste
Kirkens arbejde er aldrig en præstation, men tjeneste: ’På dit ord, Herre.’ Gudstjenesten skal ikke bæres af menneskelig opfindsomhed, men af Guds trofasthed. Den erkendelse er der hvile i – for præster, ledere, menigheder og fællesskaber. Vi må have lov at sænke skuldrene og sænke forventningerne til former og følelser og hæve tilliden til Gud. For, som Grundtvig skrev: ’Endnu er Guds Ånd så rig, så mægtig og miskundelig som første pinsedagen’ (DDS 453 v. 2).
Præstationskulturen sætter fokus på mennesket, på dets individuelle præstationer og angivelig store (men reelt meget begrænsede) muligheder. Evangeliet peger derimod på Guds ubegrænsede muligheder og hans præstationer for os. Små ting er små ting, men troskab i små ting er en stor ting. Og Guds troskab udfoldes netop også gennem små ting. I og med små midler og små mennesker gør han store undere.
Gud er også tro i de små ting. Han har lovet at bruge forståelige og almindelige menneskeord, dåbens vand, nadverens brød og vin og jævn og dagligdags omsorg som sine virkemidler. I disse små ting er han trofast – og bruger dem til store ting. Her er der hvile til alle os, som kender til at være presset af både andres og ikke mindst egne forventninger om nytænkning og opfindsomhed.
”Jesus er her”
Derfor må vi trofast tage imod, hvad han giver, og møde ham der, hvor han er. En gammel præst beskrev det fint sådan: ’Der kan være så mange grunde til ikke at komme til gudstjeneste; der er én grund til at komme: Jesus er her.’ Der kan virkelig være mange grunde til at ikke komme til gudstjeneste. Men der er dén ene grund, at Gud selv indbyder og har lovet at være til stede med al sin kærligheds rigdom.
Hos ham er der ikke forandring eller skiftende skygge (Jak. 1,17). Han vil tale sit ord, som han står ved, og som vi derfor også må holde fast ved. Han har givet sine sakramenter for ved dem at binde os til sig, og for at vor tro må være løftet og båret og holdt i live ved dem. Her er der noget urokkeligt og uforanderligt. Her er der noget at hvile ved – noget, som ikke skal være sovepuder, men hvilesteder. Fald til ro igen, min sjæl…
Troskab i små ting er en stor ting
Hver især må vi være tro i det, som kan se småt ud: tro over for menighed og fællesskab og gudstjenesten, tro i bøn og bibellæsning, tro i den indbyrdes omsorg og kærlighed. Meget af det kan se småt og ydmygt ud; men vi er kaldet til at være tro i det. Gud er også tro i de små ting. Han har lovet at bruge forståelige og almindelige menneskeord, dåbens vand, nadverens brød og vin og jævn og dagligdags omsorg som sine virkemidler. I disse små ting er han trofast – og bruger dem til store ting.
Alt dette trænger både vi selv og alle andre til at høre. Her er der hvile til alle os, som kender til at være presset af både andres og ikke mindst egne forventninger om nytænkning og opfindsomhed. Her er et budskab til alle, som kender til pres og stress – også kirkelig og åndelig stress. Det budskab må trænge ind og synke ned i os selv og vores egen menighed og fællesskab – til hvile, opmuntring og glæde og ny frimodighed: Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig.
Læs også første del af Fald til ro igen, min sjæl …
Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse