En lille bog med meget indhold

20/09 2023

Dåben

En lille bog kan rumme meget godt. Sådan er det med den lille, fine bog ’Dåben’, som for nylig er udgivet af pastor em. Erik Nikolajsen.

Han har haft en lang præstegerning i Løsning-Korning, Herning og sidst Vorgod-Fjelstervang. I denne udgivelse har han taget udgangspunkt i sine mange dåbssamtaler med forældre og skrevet det, der præcist betegnes som ’en livsnær gennemgang af folkekirkens dåbsritual’.

Bogen er hverken lang eller tung, men den rummer alligevel mange gode elementer både om det rent praktiske ved dåben og om dåbens indhold og teologi. Bogen er tænkt til voksne læsere i forskellige situationer – både dåbsforældre, de, der skal døbes som voksne og reflekterende kirkegængere.

En livsnær bog med sund og troværdig gennemgang af dåbens indhold og betydning er altid aktuel – og ikke mindst i en tid, hvor drop-in-dåb og diverse teologiske debatter om dåben viser nye behov for at fastholde og formidle, hvad dåben er og betyder.

Efter nogle få siders indledning med nogle afsnit om det at vælge at lade sit barn døbe og om det at blive døbt ind i kirken og blive ’besætningsmedlem på kirkens skib’ gennemgår bogen dåbsritualets elementer. Der begyndes med dåbssalmen og spørgsmålet, om barnet er hjemmedøbt, og sluttes med faddertiltalen og takkebønnen for dåben.

De enkelte elementer får en fin og kortfattet udfoldelse, hvor nogle dele udfoldes lidt mere end andre. Under gennemgangen af selve dåbshandlingen gås der mere i dybden med, hvad det betyder, at ethvert menneske er en synder, og hvad Jesu død og Guds tilgivelse betyder. I det efterfølgende beskrives begrebet ’genfødelse’.

Som en slags opsummering formuleres det så, at ’livets mening er at leve i den gode relation, sandhedens og kærlighedens relation, til Gud og til sin næste. Og de relationer bliver vi en del af ved dåben og ved troen på Jesus Kristus. (s. 47).

Bogen er kort og – i positiv betydning – letlæst. Sproget er fint og gennemført, og man mærker, at forklaringen af dåbens ritual og betydning er bygget på en velovervejet og gennemarbejdet formidling i dåbssamtalerne. Uden fagord eller indforståede udtryk beskrives højden og dybden ved at høre Jesus til ved dåb og tro.

Det er med andre ord en indholdsrig, lille bog, som fortjener at blive spredt og læst. Her må også være stof til flere dåbssamtaler, til prædikener og dåbstaler og til undervisning for små og store konfirmander. Med sin fine forside er den også en oplagt gavebog.

DÅBEN – En livsnær gennemgang af folkekirkens dåbsritual
56 sider, skrevet og udgivet af Erik Nikolajsen
Kan købes ved henvendelse pr. mail til forfatteren: eriknikolajsen1@gmail.com
Pris: 125 kr. + evt. forsendelse

/Kristian S. Larsen