Eric Metaxas:
BONHOEFFER
Præst, martyr, profet, spion
En retfærdig blandt folkeslagene kontra det tredje rige
Forlaget Scandinavia 2012
611 sider, 349,00 kr.
Det er på flere måder en stor bog, den amerikanske forfatter Eric Metaxas har skrevet om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der blev henrettet kort tid før 2. verdenskrigs afslutning.
Bogen er stor, hvad sidetal og dermed stofmængde angår. Men den er også stor indholdsmæssigt.
Der tegnes her et inspirerende billede af en klarttænkende teolog, som har sat spor – og det både i sin egen tid og situation og i tiden siden da.
Gang på gang slår det under læsning af bogen én, hvor aktuel han og hans tænkning er! Der er her virkelig inspiration at hente til den kamp, kirken står i i dag – ca. 70 år senere! Men at påstå – som én har gjort det – at Bonhoeffer skulle ligne en nutidig, amerikansk evangelikal kristen, er virkelig at gøre de evangelikale alt for megen ære!
Det er glædeligt, at der hermed foreligger en god biografi af Bonhoeffer på dansk. Men den havde fortjent en væsentligt bedre oversættelse! Og korrekturlæsningen lader desværre også en del tilbage at ønske! Og så er det et irritationsmoment, at man ret konsekvent anvender den private bibeloversættelse ”Bibelen på hverdagsdansk” og ikke den fælles, autoriserede bibeloversættelse.