DEBAT: Kunne en del af konflikterne i folkekirken hænge sammen med, at det er blevet helt urimeligt uklart, hvad folkekirken tror, vil og skal? En tydelig markering af kirkens ’mission, vision og værdier’ vil tage noget af dampen af konflikterne, mener formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Alt for ofte tales og skrives der om konflikter og samarbejdsvanskeligheder i sogne og menigheder. Bibelen taler om at “enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind.”(1. Kor. 1,10)
Hvorfor gør vi så ofte det modsatte: strides og splittes? “Se, hvor de elsker hinanden,” blev der i Kirkens første århundreder sagt om de kristne.
Hvad siges der i vor tid?
Årsagerne til splid og splittelse kan være mange, for eksempel forskellige temperamenter og traditioner. Er en årsag måske også, at der savnes fælles ’mission, vision og værdier’? Kunne en del af problemerne og konflikterne hænge sammen med, at det er blevet helt urimeligt uklart, hvad folkekirken tror, vil og skal? At dens mål og mening fortaber sig i pluralismens og postmodernismens tåger? At den fælles forståelse af, hvad kirken skal formidle til mennesker, er smuldret?
Hvis der er forvirring og uenighed om (for)målet og meningen med det hele, kan det være vanskeligt at opbygge og fastholde et konstruktivt arbejdsfællesskab. Det er som i et hjul: Jo længere egerne kommer fra navet, fra centrum, jo længere kommer de også fra hinanden.
Sådan er det i en virksomhed. Hvis grundlæggende uklarhed og usikkerhed om produktet eller projektet breder sig både oppe på direktionsgangen, ovre i produktionen, ude blandt sælgerne og inde på kontoret – så er basis lagt for opslidende og ødelæggende konflikter.
Brug for styrket kirkelig undervisning
Kirken er ikke nogen virksomhed, og evangeliet er ikke et projekt og slet ikke et produkt til salg. Men det gælder som i en virksomhed, at der er brug for en fælles forståelse af, hvad det hele går ud på: at formidle møde og kontakt mellem den uforanderlige Gud og hver ny tids foranderlige mennesker. At lade tidens mennesker møde det tidløse ord fra Gud – om skabelse og menneskeværd, om Jesu liv, død og opstandelse for os, om synd og nåde, om dåb og tro, om næstekærlighed og livet i kald og stand og om det evige liv.
Noget tyder på, at det er højaktuelt med en fornyet indsats for at holde fokus på det helt centrale i, hvad kirke og klassisk kristen tro er. En tydelig markering af ’mission, vision og værdier’ kan hjælpe til at tage noget af dampen af konflikterne.
Måske skulle hvert menighedsrådsmøde begynde med en bibeltekst, et afsnit fra Luthers lille katekismus, en bøn og en salme – alt sammen i en klassisk form og inkluderende atmosfære. Samtidig er der brug for en styrket kirkelig undervisning for både læg og lærd. Hvad tror vi egentlig på? Dét må kirken aldrig blive færdig med at trænge dybere ind i – for også at kunne nå længere ud med det.
Alt sammen med det formål at fastholde og styrke fokus på Kirkens identitet og at holde sig tæt til Ham, som er centrum – og dermed ’holde sammen i tanke og sind’.