Morten Thomsen Højsgaard:
DEN TREDJE REFORMATION
– fra statskristendom til google-buddhisme
Kristeligt Dagblads Forlag 2011
184 sider, 199,00 kr.
Forfatteren, der er generalsekretær i Det Danske Bibelselskab, er teolog og ph.d. i religionssociologi og har derfor gode forudsætninger for at analysere, hvordan det trosmæssige billede i samfundet er.
Det er hans påstand – og han har givetvis ret – at vi er i gang med den største omvæltning i de religiøse værdier siden reformationen for ca. 500 år siden.
Individualismen er på vej til at blive det vigtigste – eller det eneste – parameter i den etiske tænkning. Det betyder, at alt kommer til at handle om den enkeltes ”ret” og ikke om en ”pligt” til at vise hensyn til ens medmennesker.
Der er megen stof til eftertanke i bogen, som også – som en hjælp til videre læsning – rummer en litteraturliste.