Af pastor Svend Erik Larsen
Helt naturligt er der i år forud for menighedsrådsvalget i dette efterår blevet gjort en indsats for at få folk til at stille sig til rådighed som kandidater. Det har da også været nødvendigt med en sådan indsats, fordi det en del steder har været svært at skaffe folk nok til et fuldt menighedsråd. Det er givetvis også en del forklaringen på, at der bliver stadig færre afstemningsvalg.
Et af de argumenter, der er blevet brugt i forbindelse med opfordring til at stille sig til rådighed som kandidat, har været: ”Menighedsrådsmedlemmer behøver ikke gå i kirke”.
Det er da naturligvis rigtigt, at der ikke er nogen lovbestemmelse, der pålægger menighedsrådsmedlemmer at gå i kirke, men det er nu alligevel både urimeligt og meningsløst, hvis man som medlem af et menighedsråd ikke gør det.
Som den nuværende lov om menighedsråd er udformet, har menighedsrådet faktisk status som kirkens/menighedens bestyrelse. Det har nemlig ikke kun ansvaret for sognets administrative sager, men også for sognets kirkelige liv. Og her er gudstjenesten med ordets forkyndelse og forvaltning af sakramenterne helt central. Gudstjenesten er ganske enkelt centrum i sognets kirkelige liv og derfor også udgangspunktet for sognets aktiviteter i øvrigt. Den evangelisk-lutherske bekendelse siger da også netop, at ”Kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.”
Alle menighedsrådsmedlemmer skal i øvrigt skrive under på følgende menighedsrådsløfte: ”Jeg lover på ære og samvittighed at udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evange-lisk-lutherske folkekirke, så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.”
Det betyder rent faktisk, at man som medlem af et menighedsråd – foruden en række praktiske opgaver – også har påtaget sig den opgave at være kirkegænger! Derfor må det være en selvfølge, at menighedsrådsmedlemmer går i kirke!
Helt naturligt er der i år forud for menighedsrådsvalget i dette efterår blevet gjort en indsats for at få folk til at stille sig til rådighed som kandidater. Det har da også været nødvendigt med en sådan indsats, fordi det en del steder har været svært at skaffe folk nok til et fuldt menighedsråd. Det er givetvis også en del forklaringen på, at der bliver stadig færre afstemningsvalg.
Et af de argumenter, der er blevet brugt i forbindelse med opfordring til at stille sig til rådighed som kandidat, har været: ”Menighedsrådsmedlemmer behøver ikke gå i kirke”.
Det er da naturligvis rigtigt, at der ikke er nogen lovbestemmelse, der pålægger menighedsrådsmedlemmer at gå i kirke, men det er nu alligevel både urimeligt og meningsløst, hvis man som medlem af et menighedsråd ikke gør det.
Som den nuværende lov om menighedsråd er udformet, har menighedsrådet faktisk status som kirkens/menighedens bestyrelse. Det har nemlig ikke kun ansvaret for sognets administrative sager, men også for sognets kirkelige liv. Og her er gudstjenesten med ordets forkyndelse og forvaltning af sakramenterne helt central. Gudstjenesten er ganske enkelt centrum i sognets kirkelige liv og derfor også udgangspunktet for sognets aktiviteter i øvrigt. Den evangelisk-lutherske bekendelse siger da også netop, at ”Kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.”
Alle menighedsrådsmedlemmer skal i øvrigt skrive under på følgende menighedsrådsløfte: ”Jeg lover på ære og samvittighed at udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evange-lisk-lutherske folkekirke, så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.”
Det betyder rent faktisk, at man som medlem af et menighedsråd – foruden en række praktiske opgaver – også har påtaget sig den opgave at være kirkegænger! Derfor må det være en selvfølge, at menighedsrådsmedlemmer går i kirke!