Af pastor Svend Erik Larsen
Det kan næppe komme bag på ret mange, at rigtig mange medlemmer af folkekirken har bevæget sig langt væk fra traditionelle, kristne trosopfattelser. Bibelen og kirkens bekendelsesgrundlag tages ganske enkelt ikke alvorligt. De har overhovedet ingen absolut autoritet. Den afgørende autoritet trosmæssigt er alene den opfattelse, den enkelte person selv har dannet sig. Det fortæller en række sociologiske undersøgelser.
En af de ting, der springer i øjnene, er f.eks., at kun et mindretal har et gudsopfattelse, hvor Gud opfattes som en person, man kan have et personligt forhold til. Det betyder dog absolut ikke, at der så altid er tale om den gudsopfattelse, der kommer til udtryk i Bibelen og kirkens bekendelser. Dertil kommer så, at mere end halvdelen af folkekirkens medlemmer tror, at Gud er en upersonlig højere magt eller kraft, eller at Gud er noget guddommeligt inde i en selv.
Dette hænger altsammen sammen med den opfattelse, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Det betyder, at kun det er sandt, som jeg af en eller anden grund føler mig tiltalt af. Så er det sandt for mig, – og det er det helt afgørende. Derfor føler man sig også fri til så at sige at sammensætte sin egen tro af elementer hentet forskellige steder fra – også fra andre religioner.
Derfor ønsker flertallet af folkekirkens medlemmer da også åbenhed! Deri ligger et udtalt ønske om, at folkekirken bliver mindre ”dogmatisk” og således bevæger sig væk fra sit grundlag i Bibelen og bekendelsen. Folkekirken må tilpasse sig og dermed leve op til medlemmernes forventninger.
Desværre er der tydelige tendenser til, at folkekirken som sådan stræber efter at leve op til disse forventninger. Dette sker ved, at Bibel og bekendelse først og fremmest betragtes som historiske dokumenter, der må tolkes på nutidens betingelser. Og det gør man så!
Vi har derfor nu brug for, at folkekirkens medlemmer – igen – bliver fortrolige med Bibelen og dermed også med de bekendelser, der sammenfatter dens budskab!
