Det drejer sig om selve livets rette udfoldelse i bibelsk forståelse!
I første Mosebog, kapitel 1, vers 26 – 28 fortælles, at Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte ham dem, velsignede dem og sagde, at de skulle blive frugtbare og talrige, opfylde jorden og herske over alle de andre skabninger.
Forudsætningen for at kunne virkeliggøre Guds befaling om at blive frugtbare og talrige er seksuallivet mellem mand og kvinde! Der kan ikke komme nogen graviditet ud af homoseksuel aktivitet. Det viser, at homoseksualitet er unormalt og imod Guds skaberordning!
I første Mosebog, kap. 19 fortælles, at Gud sendte to engle til Sodoma for at ødelægge byen. Abrahams brorsøn Lot tog imod dem og gav dem mad og husly for natten. Men de var lige gået til ro, da huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mand fra den yngste til den ældste, hver eneste en. De råbte til Lot: ”Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med den!”
Da Lot ikke ville imødekomme mændenes krav, truede de Lot, og derefter slog englene Sodomas mænd med blindhed for at standse deres voldelige adfærd. Lot og hans to døtre blev ført bort og reddede livet, og derefter blev Sodoma og Gomorra og hele Jordandalen ødelagt af ild fra himlen som Guds straf over synden i de to byer.
Beskrivelsen af Sodomas mænd fortæller, at de alle var indstillet på homoseksuel voldtægt af Lots gæster. Og da det er den eneste nævnte grund til ødelæggelsen af de to byer, tyder det på, at homoseksualitet var den væsentligste årsag til ødelæggelsen.
I 3. Mosebog kap. 18, vers 22 står der, at du ikke må have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.
I Romerbrevet kap. 1 skrev Paulus, at Guds vrede åbenbares over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber, så deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeledes levede mænd skamløst med mænd og pådrog sig derved den fortjente straf for deres vildfarelse.
De her nævnte bibeltekster viser klart, at homoseksuel adfærd er synd i bibelsk forståelse! Det er udtryk for politisk blindhed og naivitet, når politikere i store dele af den vestlige verden via lovgivning ligestiller homoseksuel levemåde med ægteskab mellem en kvinde og en mand! Ligestilling virker som en ny religion, som alle skal underordne sig. Men mennesker er skabt forskellige og skal ikke med Djævelens vold og magt påtvinges accept af andres naturstridige adfærd!
Jeg skal ikke her udtale mig om, hvorvidt nogle mennesker er skabt med et forfejlet seksuelt følelsesliv, ligesom nogle mennesker kan være skabt med fysiske afvigelser fra det normale menneskelegeme. Men hvis det er tilfældet, burde sådanne mennesker med sund fornuft kunne forstå, at unormale seksuelle følelser ikke bør udleves i praksis! Og politikere bør ikke tilskynde til at støtte sådanne afvigelser, når man samtidig straffer andre seksuelle afvigelser som pædofili. Det kan vel ikke være mere umuligt at beherske homoseksuelle følelser end at beherske pædofile følelser?
Danmark indførte som første land i verden registreret partnerskab og står dermed først til Guds dom over en nutidig udgave af Sodomas og Gomorras ødelæggelse. Omvend jer, før det sker!
Verner Kristensen
H. C. Ørstedsvej 22 B, Herning