Glimt fra Sverige

28/07 2022

De nordiske lande har meget til fælles. Det gælder også Kirkens liv og arbejde. Der er dog også en række forskelle. I Sverige dannedes for få år siden et kirkesamfund, som ikke findes tilsvarende i Danmark, den såkaldte Missionsprovinsen. Den beskriver sig selv som ’ett självständigt stift i Svenska kyrkans andliga tradition’. Fra 2010 til 2019 var Roland Gustafsson biskop i Missionsprovinsen, og i anledning af hans 70 års fødselsdag i april i år har man udgivet et festskrift med hans valgsprog som (en ret lang) titel.

Bogen er inddelt i fire afsnit. Det første rummer artikler, der på forskellig måde omhandler emner vedr. kirke og mission, ikke mindst med udgangspunkt i Roland Gustafssons tid som missionær i Kenya 1980-91.

Andet afsnit rummer artikler med fokus på baggrunden for Missionsprovinsen og dens etablering i efteråret 2003. Om dens selvforståelse siges det f.eks., at den ’ser som sin kallelse att bevara Svenska kyrkan som den kyrka den har varit, före och efter reformationen’ (s. 103). Tilsvarende siges det, at ’när den officiella Svenska kyrkan långsamt, men uppenbarligen medvetet, förändras, står Missionsprovinsen som bevarare av den apostoliska och reformatoriska tradition som omsorgsfullt och fulllödigt har präglat Kristi kykrka i vårt land’ (s. 105).

Nogle af artiklerne i dette afsnit handler ret specifikt om Missionsprovinsensen, mens andre mere bredt beskæftiger sig med temaer og tendenser i nyere svensk kirkeliv. Ikke mindst en artikel af teologen og præsten Fredrik Sidenvall (s. 119ff) beskriver på en interessant måde nogle grundlæggende tendenser. Han peger på, at initiativtagerne til Missionsprovinsen ikke kunne leve med en ’kirke uden kristendom’ og heller ikke en ’kristendom uden kirke’. Man ville i stedet arbejde i og for en ’kristendom med kirke’ og en ’kirke med kristendom’. Selv om sammenhængen er svensk, er der her en del stof til overvejelse også i andre lande og sammenhænge.

Bogens tredje afsnit sætter fokus på fremtiden for Missionsprovinsen med bl.a. en artikel med overskriften: ’Därfår behöver Svenska Kyrkan Missionsprovinsen’. Fjerde afsnit er en slags tillæg, der bl.a. indeholder et ret kort interview med Roland Gustafsson om bl.a. hans forståelse af mission: ’Missionsopdraget är en märklig paradox: det består av vila og arbete – samtidigt!’, siger han.

Bogen er et spændende indblik i aktuelle udfordringer og muligheder for kirke og kristendom i Sverige. Uundgåeligt indeholder den en del gentagelser, og en del af stoffet er relevant primært for mennesker med relation eller nærmere kendskab til Missionsprovinsen og svensk kirkeliv. Men en artikelsamling kan man jo bladre og sortere i. Denne rummer en god portion stof at fordybe sig i også for en bredere gruppe.

Allt vad vi har udrättat, har du utfört åt oss
Red.: Rune Imberg, Gunnar Andersson og Jakob Okkels
Missionsprovinsen i Sverige, Göteborg 2022
249 SEK hos bvforlag.se
https://www.bvforlag.se/nyheter-1/kyrka-foder-mission-och-mission-foder-kyrka-festskrift-till-rola.html