Fem minutters fast føde
Mødet med Bibelens ord kan ske under mange forskellige former. I Børge Haahr Andersens barndomshjem mødte han Bibelens ord bl.a. ved køkkenbordet. Nu har han skrevet en andagtsbog og ladet køkkenbordet indgå i dens titel. Ved at bruge fem minutter kan man angivelig nå dagens stykke og måske også både at slå bibelstedet op og bede en kort bøn.
BHA er opvokset i Vestjylland i en familie tilknyttet Luthersk Mission og har været ansat i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende), præst i København og rektor på Dansk Bibel-Institut.
Udgivelsen er delt i to bind, og første bind rummer stykker til årets første seks måneder. Til hver dag tages der udgangspunkt i en ganske kort bibeltekst, hvortil der knyttes en refleksion i den ene eller anden form. Hver måned har fået sin særlige overskrift. I januar er det ’Tiden. Begyndelsen. Skabelsen’. I april er det ’Jesus. Guds søn i liv og død’. Disse måneds-temaer hænger en hel del sammen med årstid og ikke mindst kirkeårstid og højtider.
Den gennemgående fornemmelse er, at man teologisk og åndeligt er på tryg grund. BHA formulerer med et jævnt og stilfærdigt og til tider lidt finurligt sprog et centralt bibelsk budskab og inddrager undervejs pointer fra både Luther, Søren Kierkegaard m.fl.. Nogle gange går bibelverset igen over flere dage, f.eks. i februar, hvor ’Vær ikke bekymrede’ er temaet hele seks dage i træk.
Enkelte steder formuleres der også noget, der måske kan kaldes ’teologiske kæphæste’, men typisk med en opbyggelig og personlig vinkel. Nogle få formuleringer kan forekomme lidt upræcise, bl.a. i omtalen af barnedåben i stykket til 19. juni.
En relativt stor del af stykkerne er præget af erfaringer og oplevelser fra BHAs eget liv. Læreren, søndagsskolen og ikke mindst familien nævnes jævnligt. F.eks. indledes der: ’Når jeg tænker på min barndom’, ’Da jeg gik i søndagsskole’ eller ’Jeg har flere gange i mit liv…’. I nogle af disse stykker fylder erindring og fortælling ret meget.
Til forskel herfra har andre stykker mere karakter af redegørelser for komplicerede temaer som inkarnationen og forsoningen. Her udfoldes sikker og stilfærdig pædagogik, så det hele tiden er muligt at følge med.
Alt i alt en fin udgivelse, hvor der er meget godt at hente til tro og liv.
Kristian Søndergaard Larsen
Fem minutter ved køkkenbordet
Børge Haahr Andersen
Bd. 1 – Januar-juni
LogosMedia 2022; 384 sider