Kirkemødet i Nikæa. Oversættelse, indledning og kommentarer
Emil Nikon Saggau og Kasper Dalgaard
Forlaget Samfundslitteratur 2025; 223 sider
Det en gave uden lige at få foræret – selvfølgelig til handelspris – en bog som denne til 1700-års jubilæet for et kernestykke af den kristne kirkes historiske arv og identitet: en bog nemlig om kirkemødet i Nikæa i året 325 i sammenhæng med dets fortsættelse og afslutning på kirkemødet i Konstantinopel år 381.
For en kirke som vor danske folkekirke, der i letfærdig indre uvished og uvidenhed om sin egen substans mange steder befinder sig i en ubevidst fornægtelse af denne, er der her givet os mulighed for at møde mennesker, præster og biskopper, som står med denne tro i hænderne og skal fastholde troens substans, for at menighederne kan finde vej mellem de forskellige opfattelser af, hvad det betyder, at Gud er én sand Gud, Fader, Søn og Helligånd. Det var der forskellige opfattelser af; hvad er rigtigt og sandt? Det var spørgsmålet, der dengang splittede kristenheden. Et svar var nødvendigt.
Og nu var muligheden der for at samle ledende kristne fra hele den daværende kristne verden. Den forrige romerske kejser Diokletian havde iværksat en voldsom forfølgelse af de kristne. Det var slut, og der var kommet en ny enerådende kejser, Konstantin, som modsat Diokletian fredede kristendommen og selv satte sig i værk for at skabe enighed mellem de stridende parter. Alle kirkefolk, som samledes til dette første økumeniske kirkemøde i Nikæa i år 325, havde haft forfølgelserne tæt inde på livet, en del endda i bogstavelig forstand. Hvordan rejser kirken sig oven på dette? Det spiller en stor rolle i vedtagelserne på kirkemødet. Men først måtte koncilet løse den indre ufred i kirken om det grundlæggende i troen, forholdet mellem Gud Fader og Jesus Kristus, Guds Søn i kirkens bekendelse. Helligånden hører med i treenigheden, men den nærmere udredning om Helligånden var ikke i fokus i Nikæa, det kom først mange år senere ved kirkemødet i Konstantinopel i år 381.
Bogen er bygget op med de historiske beslutningstekster fra Nikæa-mødet som omdrejningspunkt. Og disse tekster får vi i fuldt omfang.
Men for at forstå, hvad der sker der, er det nødvendigt at have kendskab til den verden, det sker i: den romerske verden, hvordan den fungerer, og hvordan forandringer gør mødet i Nikæa muligt tilmed under kejserens aktive medvirken. Men kirken har hidtil haft sin eksistens i en fjendtlig stat med perioder med hård forfølgelse og har skabt sig en form og struktur på menighedsplan og på overordnet plan. Men der er også på flere punkter stor indre splittelse i kirken, som det var nødvendigt at finde et svar på: Der var arianerne (efter Arius), som forstod forskellen mellem Gud Fader og Jesus sådan, at Jesus er født, Faderen ikke, Jesus har en begyndelse, Faderen ikke, Jesus er ved sin fødsel adopteret af Faderen og derfor ikke ’af samme væsen som Faderen’, – der var Novatian, der ikke mente, at frafaldne var rene, og at de derfor ikke kunne genoptages i kirken, – der var Sabellius, som lagde navn til modalismen: at Fader, Søn og Helligånd bare var forskellige måder, Gud optrådte på.
Det er bogens 1. del under overskriften: Baggrunden for kirkemødet i Nikæa.
2. del udgøres af De nikænske tekster. Normalt kender vi kun selve trosbekendelsens ordlyd. Og det gør vi så ikke alligevel, for vi kender den jo kun fra den ’færdige’ ordlyd i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse som den står bag i salmebogen. Og det er ikke det samme. Det lærer vi her! Og her kommer den helt særlige fortjeneste ved denne bog: Vi får Nikæa-tekstens ordlyd, og vi får den på grundsproget, græsk, og dertil får vi en dansk oversættelse linje for linje. Og oveni får vi en forklarende kommentar til teksten. Flot! Allerede det gør bogen til en god studiebog.
’Trosbestemmelsen’, kalder forfatterne den, og understreger dermed, at her har man drøftet, kæmpet, og bestemt sig for netop dette ordvalget. Bogen er jo et historievidenskabeligt værk. Og respekt for det.
Men udover tros-bestemmelsen blev der desuden vedtaget 20 andre bestemmelser på koncilet, igen på græsk og med oversættelse og den vigtige kommentar. Igen flot disponering. Her drejer det sig for koncilet om at skabe fælles regler over hele riget for kirkens liv: optagelse af nye medlemmer; adgang til dåb; optagelse af tidligere medlemmer, som under pres/tortur eller ikke engang det havde frasagt sig kristen tro; om præste- og bispevielse og deres gyldighedsområde – og andre vigtige bestemmelser.
Endelig bringer denne tekstdel det såkaldte Påskebrev (igen på græsk og dansk). Det fastlægger, hvordan påskedag skal beregnes, så påsken bliver fejret på samme dag over hele riget / i hele kirken.
3. del fører os frem til kirkemødet i Konstantinopel år 381. Men først en beskrivelse af omstændighederne omkring Nikæa-mødet. Det var egentlig planlagt til Ankara, men blev flyttet, fordi Nikæa var betydeligt nemmere tilgængelig. Der deltog antagelig flere end 300!
Historien står ikke stille, blot fordi koncilet har talt. Flere af de deltagende biskopper har berettet om det og givet fortællingen farve efter, hvordan de gerne ser det forstået. Men der arbejdes også videre på forståelse af treenigheden, og især tre teologer fra Kappadokien bringer erkendelsen videre. Betydning har også, at skiftende kejsere også i mellemtiden har favoriseret enten ariansk forståelse eller den nikænske. Det sidste er tilfældet, da kirkemødet i Konstantinopel bliver afholdt i år 381. Og først der vedtages der væsentlige tilføjelser, så vi får den bekendelse, som vi i dag populært – til vore forfatteres irritation – kalder ’den nikænske trosbekendelse’ for at slippe for den spiritusprøve, det er for en konfirmand f. eks. at sige dens fulde navn: ’den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse’. Den er jo den ene af den danske folkekirkes 3 oldkirkelige bekendelser. Selv om Konstantinopel-teksten er dobbelt så lang som Nikæa-teksten, er det vigtigt for toneangivende koncilsfædre at fastholde, at det er den nikænske bekendelse blot med præciserende tilføjelser.
Vor bogs forfattere diskuterer også kirkemødeproceduren som institution. Dels gøres der en del ud af at finde grundlaget for den i det romerske retssystem, og det er vel oplagt alene af den grund, at kejser Konstantin har så stor en andel i det, ja, faktisk er den, der indbyder til det. (Også dette brev bringes i oversættelse). Samtidig kan det også have et forbillede i apostelmødet i Jerusalem (Apostlenes Gerninger, kap. 15). Det bliver ikke helt klart, om de mener det ene eller det andet eller begge dele.
Det er slet ikke muligt i en anmeldelse som denne at give et dækkende indtryk af den rigdom af information og indlevelse i det historiske forløb i kirkens kamp for at værne om sin tro midt i det røre, der var om den i det 4. århundrede. En kamp, som har skænket den kristne kirke en fælles grund trods senere adskillelse i forskellige konfessioner. Her er et stort udbytte at hente til forståelse af den kristne tros grundlæggende erkendelser og til den økumeniske samtale.
Forfatterne er teologer og har begge en phd.-grad inden for teologi. Det fik jeg brug for at undersøge, fordi fremstillingen kan forekomme noget ’arkæologisk’ historisk. Nogle vil sikkert prise den kølige afstand til de omhyggeligt skildrede dogmatiske og moralske armlægninger, mens andre vil savne fornemmelsen af, at det drejer sig om hjerteblod, hvad en del af datidens aktører jo har mærket på egen krop, om trossandheder, som det for de implicerede var livet om at gøre at få frem.
Bogen er vigtig, fordi den handler om vor egen nutidige kirkes grundbekendelse. Måske er det lige ved at pippe frem i sætningen s. 73, hvor forfatterne undtagelsesvis træder frem og siger ’vi’: ”Vi mener, at det er afgørende at forstå, at kirkemødet i Nikæa var en foreløbig kulmination på en proces, som Apostlenes Gerninger bevidner, og ikke kun en innovation i det 5. århundrede”.
Anmeldt af Erik H. Bennetzen, cand. theol., pens. sognepræst.