– en bedømmelse af the New Apostolic Reformations indflydelse på
norsk kirkeliv.
I 1989 udkom bogen “Kære Karismatiske Venner” af Leif Andersen. Det var en bog, skrevet af en missionspræst, hvor han rettede en kritik mod den karismatiske bevægelse i Danmark.
En af de ting, der kendetegnede bogen var, at den var skrevet udefra – den var skrevet af en, som ikke så sig selv som en del af den karismatiske fornyelse. Bogen: “Ved en korsvej – åbent brev til mine karismatiske venner” er anderledes. Den er skrevet af en, der selv identificerer sig med den karismatiske bevægelse.
Geir Otto Holmås er dr. theol. fra Menighetsfakultetet i Oslo, og underviser nu på NLA Høgskolen i Oslo. Holmås har desuden været en del af den karismatiske bevægelse siden sin barndom og har også siddet i lederskabet for Norsk Oase.
Leif Andersens ‘brev’ var et brev udefra. Holmås ‘brev’ kommer indefra. Dette er helt klart bogens styrke. Holmås kommer selv fra den baggrund, som Andersen i sin tid kritiserede. Han taler meget varmt om sine karismatiske oplevelser på lejre og møder, som han har været med på som barn og ung. Han beskriver med varme og begejstring oplevelser af Åndens nærvær og overnaturlige erfaringer. Men, siger han, dette var aldrig målet – dette var kun nådefulde frugter, som de fik lov til at opleve i forlængelse af evangeliet om syndernes forladelse. Sådan ser store dele af den karismatiske bevægelse dog ikke ud længere, ifølge Holmås. Tidligere var fokus på det gamle evangelium, og ikke på, at man havde krav på Guds konkrete indgriben. I dag, siger Holmås, er erfaringen af Guds nærvær blevet til det
samme som Guds faktiske nærvær. Det overnaturlige er ikke længere mirakuløst – men normalen i den nye karismatik.
Holmås siger om den tidlige karismatik, som han husker den fra sin ungdom, at den havde fokus på korset i modsætning til de nye strømninger, som har skubbet korset til side.
Menneskets grundproblem var synden – og på korset sonede Jesus vores synd. De fleste møder, lejre, gudstjenester osv., som Holmås husker tilbage på, havde evangeliet i centrum. De andre ting, nådegaverne, åndsoplevelsen og miraklerne var ikke noget, man havde krav på, men man var åben over for det, og kunne af Guds nåde få lov til at erfare Åndens nærvær – når og hvor Han ville det. Når det skete, var det fantastisk – men det var noget ekstraordinært. Jesus var altid nærværende for de tidlige karismatikere, også når de ikke erfarede hans nærvær.
I forlængelse af ovenstående ser Holmås i den nye karismatik, at man har omdefineret syndsbegrebet. Synd er ikke længere lig med skyld. Synden gør os ikke til skyldige syndere, men til ofre. Det er blevet synd for os – mere end der er synd i os. Løsningen er stadigvæk Jesu død og opstandelse, men ikke på samme måde som tidligere. Korset og opstandelsen er nu nærmere blevet til en model for de nye karismatikere – hvordan de skal forholde sig til
synd og brudthed. Jesus sejrede over det onde, sådan skal vi også sejre over det onde. Den samme magt, som var i Jesus, har også vi. Ligesom man i trosbevægelsens fremgangsteologi opererer med, at man nærmest kan tænke sig rask – hvis man bare tror nok. Således tænker man nu synden først og fremmest som “et skamkompleks: Synd er
nemlig, når alt kommer til alt, at synde mod mig selv ved at acceptere negative tanker og angreb fra Djævelen, som hindrer mig i at opnå min guddommelige bestemmelse.” (s. 57).
Altså bekæmpes synden ved at tage magten over de negative tanker – og beslutte sig for at lade Guds riges identiteten få magten. Dette fører dog blot til en farisæisme, hvor alt udvendigt ser pænt og nysseligt ud – men det er bare en påmalet facade. Men, siger Holmås, synden er ikke først og fremmest et skamkompleks, den er et skyldkompleks.
Derfor må vi give Gud lov til at dømme os og afsløre os som syndere, og således få mulighed for at nyde godt af Jesu død og opstandelse.
Dét, som Holmås primært retter sin kritik imod er, at den karismatiske bevægelse har åbnet op for bevægelsen the New Apostolic Reformation (NAR). NAR er kendetegnet ved en eskatologi, som opererer med, at Gud i de sidste dage vil oprejse nye apostle og profeter. Disse apostle er nu den moderne kirkes søjler, ligesom de 12 var det i urmenigheden. Disse apostle har en særlig autoritet og en vigtig plads i denne nye kirkeforståelse. Og profeterne er de nye apostles særlige talerør.
En ting, der er kendetegnende for NAR er tanken om, at man skal tage herredømmet over verden. Gud sagde i 1. Mosebog 1, at menneskene skulle underlægge sig skabningen. Dette opfatter NAR bevægelsen som om, at vi skal tage herredømmet over kulturen og samfundet. Vi beder i Fadervor om, at Guds rige må komme. Dette opfatter NAR
bevægelsen som om, at vi kristne skal påvirke kulturen og samfundet i en retning, så den bliver mere og mere som Gud tænkte det. Metoden er, at vi skal tage herredømmet, vi skal bede og vi skal profetere og skabe mirakler blandt folk. Og så vil man se, at Guds rige er kommet nær. Holmås er ikke modstander af, at Guds rige er kommet nær, eller at Ånden
udruster folk med forskellige nådegaver – samt at der udføres mirakler. Det, han kritiserer, er den centrale plads miraklerne og profetierne har fået på bekostning af evangeliet. Korset er skubbet i baggrunden, og kirken og dens tydelige åndsmanifesterende nærvær er i forgrunden. Holmås kritik går grundlæggende på, at Jesus ikke længere er på tronen og, at evangeliet ikke længere er Bibelens lære om synd og nåde. Den nye karismatik sætter mennesket – eller rettere menneskets troserfaringer – på førstepladsen. Og evangeliet er ikke længere syndernes forladelse – men, at vi har fået kraft til at tage herredømmet over vores sind og over den verden, Gud har sat os i.
Luther introducerer i Heidelberg disputationen to slags teologer, herlighedsteologen og korsteologen. Herlighedsteologen er ham, der prædiker, at vi her og nu kan se og opleve Guds herlighed. Herlighedsteologen vil sige, at det at være en kristen handler om at have et godt liv med en stærk tro – hvor Gud tydeligt og synligt er til stede. På den anden side er korsteologen, som forkynder, at vi ikke kan se Guds herlighed. Vi ser den almægtige i barnet
i krybben. Vi ser Gud som det modsatte af, hvad vi regnede med. Vi ser universets skaber hænge fortabt på et kors. Og vi modtager evangeliet gennem magtesløse og syndige mennesker. Man kan godt savne noget af den lutherske retfærdiggørelseslære og glæden over evangeliet, som kort tid efter Heidelberg disputationen i overmåde stor kraft kom til at præge Luther og den lutherske reformation. Men grundtanken om, at livet her og nu – inden Jesu genkomst – ikke er et liv i herlighed til herlighed, men er et liv, hvor vi må tage vores kors op og følge Jesus. Dét er en pointe, som harmonerer godt med den kritik, Holmås retter mod sine karismatiske venner.
Efter Holmås beskrivelse, er de nye karismatikere og NAR bevægelsen herlighedsteologer. De ignorerer lidelsen og synden. Eller i det mindste taler de den ned. Det kristne liv er ifølge dem ikke kendetegnet af kors, men af herlighed. En herlighed, som vi oplever ved åndelige manifestationer, profetier, mirakler osv. Og dermed også et kristenliv og en karismatik, som ikke længere har brug for Jesu kors som andet end et forbilledligt eksempel.
“Ved en korsvej” er helt klart en læseværdig bog. Det er naturligvis svært for mig at gennemskue, hvor meget han rammer plet, når jeg ikke selv er en del af den karismatiske fornyelse. Men en del af det, han kritiserer karismatikken for, ser jeg også tendenser til i de kirkelige sammenhænge jeg selv bevæger mig i. Jeg er ikke enig med Geir Otto Holmås’
karismatik. Men det er en karismatik som er langt sundere og mere evangelisk, end den karismatik, som han kritiserer. Det er en vigtig bog, for den beskriver en usund kirkelig tendens, som går langt ud over at have indflydelse på den karismatiske bevægelse. Også flere mennesker fra missionsbevægelserne og andre konservative lutherske kredse lytter til prædikener og synger sange, som har sin oprindelse i de hyperkarismatiske kredse, der bl.a. kommer til udtryk i NAR bevægelsen. “Ved en korsvej” er en bog, der stærkt opfordrer til åndelig bedømmelse. Og den udfordrer os alle til at prøve ånderne.
Ved en korsvej – Åbent brev til mine karismatiske venner
Geir Otto Holmås
Lohse, 2019.
Pastor Jón Poulsen, Ølgod