Med Ingolf Henoch Pedersens erindringsbog er der mulighed for at læse en bog af en mand med mange erfaringer inden for kirke- og menighedsliv.
I bogen fortælles der varmt og ligefremt om opvæksten på Bornholm, om ungdomstiden i København, om oplevelser og udfordringer som gardehusar og om opgaverne som rejsesekretær i KFS. Senere blev det til teologistudier i København og Lund, der i første omgang ledte til otte år som lærer på LMs højskole i Hillerød.
I bogen fortæller Ingolf Henoch Pedersen videre om sine år som generalsekretær i KFS, om tiden som valgmenighedspræst i Fjellerup og sidst om de ti år som fakultetsleder på Menighedsfakutetet. Til slut følger nogle afsnit om engagement i bl.a. Evangelisk Luthersk Netværk og Bibellæser-Ringen.
Ingolf Henoch Pedersen fortæller troværdigt og ligefremt om fremgang, glæder og nye tiltag i de forskellige kirkelige organisationer – og på samme måde nøgternt og afklaret om udfordringer og problematikker. De poster og opgaver, der har været hans, har ikke altid været ukomplicerede; der har været konflikter og vanskelige overvejelser undervejs. Men bogen er ikke mindst præget af en taknemmelighed over livet og over det, som forfatteren har oplevet og været engageret i. ’Det er ikke i vores egen styrke, men i vores
svaghed, at Gud kan komme til og virke med sin kraft’, hedder det i bogen om baggrunden for dens titel.
Bogen berører mange emner og udviklinger i dansk kirkeliv i de senest årtier og er på den måde også et stykke kirkehistorie – og et interessant et af slagsen. Den er skrevet af en erfaren mand, som det er godt at lytte til.
Ingolf Henoch Pedersen:
Skatten i lerkar
Lohses forlag,
288 sider – 249,95 kr.