The unholy Trinity
Martin Luther against the idol of Me, Myself and I
Michael Lockwood, 260 sider
CPH 2016, 17€ på amazon.de
Den er kilden til al afgudsdyrkelse – vort jeg og vores dyrkelse af os selv – og fra den vi venter os alt godt fra i fremtiden. Sådan ser Luther iflg. Michael Lockwood menneskets stadige væren i jagt på selvretfærdiggørelse, selvdyrkelse og selvcentrering – og som sådan er hele menneskets liv og væren et stadigt stort brud på første bud i loven som et primært brud på alle budene – og at brud på alle bud er brud på første bud.
Michael Lockwood (ML) er konfessionel luthersk præst i Toowoomba (v. Brisbane) i Australien. Hans er opvokset som missionærbarn i Papua Ny Guinea og står nu i en præste-tjeneste i Australien med flere ophold i USA bla. for at hente en PhD. Grundlæggende var det forskellen i menneskers reaktion på kirkens tale om synd overfor Gud, der satte ham i gang med bogen. Det har givet bogen nærhed til praktisk kirkeliv, forkyndelse. Det giver også plads til en række vurderinger og kommentarer til samtidige kirkeretningers evangelisation og forkyndelseslinje. Dvs. både den terapeutiske tilgang hos bla. Rick Warren og den intellektuelle hos Timothy Keller får både ris og ros i forhold til forståelsen af første bud. Idet emnet handler om at finde den rette bibelske og lutherske vej i at tale sandt om gudsdyrkelse MÅ ML nødvendigvis pege på den rette vej – og stille kritisk skarpt på afveje. Det lykkes rigtigt godt og samtidig i en opbyggelig form.
Bogen har først et kapitel om Luthers forståelse af det første bud. Her viser ML at Luther med årene bliver stærkere og stærkere i fokus på at menneskets selvidolisering ER det allerinderste af afgudsdyrkelse – det er syndens allerfineste væsen. Det har Luther både bibelsk og kirkehistorisk belæg for at holde frem. ML viser ganske overbevisende også at Luthers brug af udtrykket herlighedsteologi kun forekommer i Heidelbergdisputationen fra 1518 og en anden tekst fra 1518, imens Luther videre frem taler skarpere om selvdyrkelse og selvherliggørelse som den mest karakteristiske grundsynd overfor korsets teologi og troens tillid til Gud. Hvilken fornuftig synder vil da også dyrke åbenlys kættersk herlighedsteologi, når man kan dyrke sig selv og sin egen ære helt naturligt (i synden). På den måde bliver herlighedsteologien ganske overbevisende fremstillet som den lidt forsimplede overtrædelse af buddet – og alle formerne for servherliggørelse som de sofistikerede og dermed bedrageriske former. På den måde kommer ML ind bagom selv nogle af vore fromme selvbedrag.
Bogens hoveddel har ML opdelt i en triade af afgudsdyrkelse, fordi MK vil vise os, at afgudsdyrkelsen retter sig væk fra hver eneste af treenighedens tre personer. Det er naturlig, men ofte overset side af at overtræde det første bud, at det ikke blot retter sig mod Gud Fader, men hele treenigheden. Selvhjælp til frelse bryder buddet i forhold til Sønnen – og selvgrebet tro bryder buddet i forhold til Ånden.
ML fokuserer dernæst på Faderens livsopretholdende omsorg for os – og hvordan vi I mistro og angst griber til egne redskaber for at sikre livet. Han viser det i politiske systemer, i livsnarrativer, i den teknologiske gennemtrævling af samfundet i sikkerhed og løsninger – og ligeså i kontrollerende instanser langt ind i kirken. Heller ikke den selvkærligheds- og nydelsesfokus, som har præget de seneste årtiers kristendom mange steder, får lov at slippe for berettiget kritik i lyset af arvesyndens gennemgribende konsekvenser. ML udstiller da også hvordan en terapeutiske forkyndelse (med Rick Warren som eksempel) ender i en narcissistisk deistisk gudsdyrkelse uden Guds konkrete indgreb i verden mod syndens konsekvenser. Derfor advarer ML også mod at følge trenden med at ville være ’relevant’ i forkyndelsen, fordi den da dyrker menneskets selvcentrering i tanke og liv.
I forhold til Sønnen udpeges ikke bare gerninger til selvretfærdgiggørelse, men ML giver også en god gennemgang af, hvorfor et ret forhold til Loven er afgørende for ikke at ende i selvretfærdighed. Det er velstruktureret og klart, når både de læremæssige fejlskud og de mentale konsekvenser i skyld, skam og dårlig samvittighed. Et helt kapitel bruges på at påpege, hvordan lovprisning, ære ikke gives ved at ”give noget”, men ved at modtage Guds gaver for det, de er – og Sønnen for den, han er. Der tages også en række opgør med reformerte fejlskud, hvor troserfaring gøres til en del af selve troen, samt med mere filosofisk gudsdyrkelse. Det er udtrykkes grundigt og, klart – og hvor er det tiltrængt, at det siges!
Når fokus kommer på Ånden, da bliver spørgsmålet meget om vi taler og dyrker Ånden ret gennem den Åndens gerning, der viser sig ved Guds Ord, menneskets fornuft og om Guds Ånd får lov at forandre et menneske. Her giver ML de lutherske bibelhermeneutiske redegørelser – og påpeger helt enkel vores modstand i bl.a. dovenskab, akademisering eller afvæbning af Ordet gennem tolkninger ud i det allegoriske i forskellige livstolkninger. Her føres vi – af ML og Luther – gennem den daglige omvendelse under Åndens brug af Ordet – og vores naturlige foragt for denne vej, så vi ender ud med en afsluttende opsummering af Luthers tankegang. Det er klargørende modstilling mellem den byrde det er at bære sit eget livs velbefindende, retfærdighed og trosliv i tro og tjeneste – og friheden i at være båret i livet, i retfærdiggørelsen og i troens liv til Guds ære.
Dette er ikke blot en ydmygende bog at læse, men også en bog, der gør glæden stor ved Guds livsopretholdende, frelsende og trosbærende handlinger.
Knud W. Skov.